Dannebrog er vores kæreste eje
Jeg husker, da jeg var 7-8 år gammel og det var første gang, min familie skulle på udlandsferie. Efter nogle tumultariske første år for min familie med at falde på plads i Danmark havde min far fået arbejde ved Storgaard Biler i Bramming og min mor var blevet ansat ved Østerbycentret.
Vi skulle endelig besøge min mormor og morfar i efterkrigstidens Bosnien. Min mors familie boede i byen Tuzla, som mange Balkan-veteraner sikkert kan huske, for der var mange danske soldater udstationeret både under og efter krigen. Tuzla by var ikke helt så hårdt ramt af krigen, som mange andre steder i Bosnien, dog var det stadigvæk skræmmende langt væk fra den hverdag min lillesøster og jeg kendte fra Esbjerg og det rolige område omkring Toftsvej i Østerbyen, hvor vi boede på det tidspunkt.
Da vi var ude at gå en dag, kom der en konvoj med danske militærkøretøjer kørende med danske flag og jeg skyndte mig at gøre honnør mens min søster tog fat i min arm og spurgte jublende, om soldaterne var kommet for at tage os med hjem til Danmark igen.
Siden den dag har jeg aldrig været i tvivl om, hvor jeg hører til, og hvor mit hjem er. Dannebrog er symbolet for vores hjem, postkassen om man vil, derfor er det mig en gåde, at det ikke er repræsenteret i byrådssalen.
Lad os ændre dette, det er gratis!